Gør haven til dit spisekammer
Vil du have grøntsager uden kemi, lære dine børn, hvor maden kommer fra, eller bare spare penge? Der er mange gode grunde til at begynde at dyrke sine grøntsager selv, og du behøver hverken en stor grund eller at omlægge hele græsplænen til køkkenhave for at kunne hente frisk frugt og grønt direkte fra haven.
Du høster, hvad du sår
Før du går i gang, så husk, at grønne fingre ikke kun sidder på gartnere og bonderøve – grøntsagsdyrkning er for alle, og det er nemmere, end du tror. Start med at finde et godt sted i haven, hvor din spæde selvforsyningsrejse kan begynde. Du kan eventuelt starte med et enkelt bed eller to, og læg gerne ud med at dyrke noget nemt som f.eks. jordbær, kartofler, squash, romainesalat og ærter.
Plant et frø …
… både i jorden og i dine børn. Det er værdifuldt at lære børn om vejen fra jord til bord, og lade dem tage del i den store tilfredsstillelse ved at få noget til at gro for derefter at kunne høste frugten af arbejdet. Lad eventuelt børnene få deres eget lille bed i haven, hvor de kan dyrke lige det, de har lyst til. Tænk at kunne have sine helt egne, hjemmedyrkede gulerødder med i madpakken!
En god investering
Hvis du får smag for hjemmedyrkning, kan du stille og roligt anlægge mere og mere køkkenhave, anskaffe dig et drivhus eller flere krukker og plantekasser. I et drivhus kan f.eks. få tomat- eller agurkeplanter give rigtig meget mad, og spare dig for mange penge – og hvis du husker at gemme frø fra dine planter, er næste års såning ganske gratis.
Tip:
Hvis du smager en lækker tomat, så tryk kernerne ud på et stykke køkkenrulle, og lad dem tørre i vindueskarmen. Når foråret kommer, kan du så frøene i jord og forspire små tomatplanter i vindueskarmen. Senere kan du plante dem ud i drivhus eller i en krukke op ad en sydvendt mur – og snart kan du høste dine yndlingstomater i egen have.